Min egen stress historie

Mange der kommer hos mig til samtaler udtrykker et behov for at høre min egen stress historie. Det giver dem et håb om, at de nok skal blive raske igen. Det har inspireret mig til at skrive dette blog indlæg. Jeg håber det kan give dig tro på, at selv om det føles slemt nu, så hold ud! det skal nok blive bedre!

Det er sensommereftermiddag, og jeg er på vej ud og besøge min veninde med mine børn på 1 og 4 år siddende i deres autostole.

Jeg kører ud ad landevejen, og de modkørende biler kører imod mig.

Jeg kan mærke en anspændthed i brystkassen, og jeg har ondt i ryggen, hvilket jeg har haft i en måneds tid. Lige pludseligt begynder mit hjerte at hamre afsted, det prikker om læberne og i fingerspidserne og mit åndedræt bliver hurtigt og overfladisk. Jeg bliver svimmel og tænker ”jeg får et hjerteanfald” og ”jeg kører galt med børnene”

Min puls stiger og hjertet banker endnu hurtigere – jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg dør.

Selv om der ikke er plads til at holde ind på den smalle trafikerede landevej holder jeg ind. Jeg må ikke køre galt med mine børn. Jeg føler mig som i en glasklokke – dødsens angst!

Min søn på 4 år spørger mig hvorfor vi er stoppet – jeg finder på en eller anden historie – mærker pulsen falder til ro og svimmelheden fortager sig mens mit fokus er på ham.

Knuden i brystet fornemmer jeg stadig, og den bliver min tro følgesvend nat og dag de næste mange måneder – sammen med søvnløshed, opfarenhed, irritabilitet og de mange tanker om, at der må være noget galt med mig, måske er jeg for alvor fysisk syg, måske er jeg ved at blive skør.

Den næste tid kan jeg ikke falde i søvn om aftenen. De fysiske symptomer, hjertebanken, fornemmelsen af de indre rystelser, prikkene fornemmelse i fingrene og rundt om munden og halsen der snører sammen gør mig overbevist om at jeg fejler noget alvorligt og at jeg skal dø af det. Jeg få tanken at jeg dør, mens jeg sover, så jeg tør ikke give slip på dagen og give mig hen til søvnen. Jeg ser tv til langt ud på natten for at holde de frygtelige tanker væk og til sidst falde udmattet i søvn hen på natten.

En aften under et angst anfald ringer børnenes far efter en ambulance. Han er forskrækket over at se mig sådan – lige så forskrækket som jeg selv er. På 112 siger de at jeg ikke er ved at få et hjerteanfald, men det lyder som om jeg har stress. STRESS tænker jeg fnysende. Jeg har ikke travlt, jeg har en fysisk sygdom de overser.

Til sidst vågnede jeg grædende en morgen og kunne slet ikke overskue dagen. Jeg ringede til min læge og sagde grædende, at jeg nok havde fået dårligt hjerte og muligvis en depression. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at græde. Jeg fik en tid samme dag fik tjekket fysikken, og fik at vide at jeg havde stress.

Jeg kom til en kognitiv terapeut, der talte med mig om de ting der stressede mig, vi fik ryddet op i det der kunne ryddes op i, og jeg fik undervisning i det, der skete i min krop så jeg fik en forståelse af tanker og følelsers påvirkning af de symptomer jeg mærkede i kroppen.

Terapeuten anbefalede mig yoga og daglig kropsscanning. Og det gjorde jeg. Jeg var utrolig skamfuld over min stress tilstand. Tænk at jeg ikke kunne klare de belastninger der var i livet uden at ryge ned. Hvorfor kunne jeg ikke det? Jeg havde altid set mig selv som en stærk person, og jeg kunne slet ikke forene mig selv med billedet af at være ”gået ned med stress”. Så jeg knoklede på, mødte på arbejde hver dag, men skiftede til et arbejde i samme by som jeg boede i, så jeg ikke havde så lang transporttid. Og så arbejde jeg med mig selv. Sådan gik livet stødt videre.

For hver uge kunne jeg mærke mindre og mindre angstanfald. Efter et års tid var de helt væk.

I lang tid så jeg ikke TV avis. Jeg kunne ikke rumme de elendigheder og farer der blev præsenteret. Min hukommelse og koncentration var voldsomt svækket. Jeg havde tidligere nydt at læse skønlitteratur og det var nole af de sidste af mine funktioner der blev normaliseret igen. Men det vigtigste er, at det blev de. Det er nu mange år siden jeg selv blev ramt af stress. I dag ved jeg hvad jeg skal gøre for at undgå at komme ud i samme situation igen – også selv om vi ikke kan undgå livets katastrofer. I dag hjælper jeg andre, der er ramt af stress.

Hvis du selv lige nu, sidder og tænker at det er lige præcis sådan jeg har det, vil jeg opfordre dig til at søge hjælp, ligesom jeg fik dengang. Det behøver ikke være meget der skal til, men et menneske du kan vende dine stress triggere med, fjerne dem du kan fjerne og finde ud af nye måder du kan forholde dig til dem du ikke kan fjerne. Måske har du, ligesom jeg havde, brug for at ændre dit billede af dig selv, så det bliver i orden at være sårbar, og være en, der ikke altid har styr på alting.  Du er meget velkommen til at ringe til mig på tlf. 6171-1425 hvis du har spørgsmål, eller kontakte mig via kontaktformularen her på min hjemmeside.

Følg med her på bloggen eller via mit nyhedsbrev hvor jeg fortæller om personlige triggere (dem har vi alle), hvordan du finder dem og hvad jeg gør for at undgå stress i dag.